10 tips til at vinde i Wordfeud - på ærlig vis

Alle kan efterhånden finde ud af at snyde i Wordfeud. Men er det virkelig sjovt bare at skrive de ord, et program har sagt, var de bedste? Det synes jeg i hvert fald ikke. Derfor har jeg skrevet de 10 bedste tips til at vinde i Wordfeud – på ærlig vis – ned.

Jeg håber du kan bruge nogen af dem.

Denne version er den korte version, som er henvendt til dig, der har spillet en del Wordfeud, og derfor ikke behøver uddybende kommentarer.

Du kan også vælge at læse den udvidede version af 10 tips til Wordfeud, hvis du gerne vil se eksempler til hvert tip.

Rigtig god fornøjelse.

Indholdsfortegnelse

Tip #1: Kend pointsystemet

Hvis du vil vinde er du ganske enkelt nødt til at kende pointsystemet.

Ellers kan du ikke finde de ord, der giver flest point, og dermed kan du ikke vinde (med mindre du er født under en heldig stjerne, eller spiller mod en der heller ikke kender pointsystemet).

Tip #2: Brug Shuffle

Det er nemt at stirre sig blind på de syv bogstaver du har, og dermed føle at du har fundet de mulige ord, du kan skrive. Men ved at trykke på Shuffle, så byttes dine bogstaver tilfældigt rundt, og på den måde kan du nemmere se nye muligheder i dem.

Denne dejlige mulighed har du dog i skrivende stund ikke hvis du spiller på PC. Men brug løs, hvis du sidder med en smartphone eller en tablet!

Tip #3: Lav ord efter bonusfelterne

Det er meget vigtigt at du får udnyttet de bonusfelter du rammer … Ordentligt. Det hjælper ikke meget at ramme TL, hvis det bogstav du lægger på det er til 1 point. Lav ordene så de højest scorende bogstaver kommer til at ligge på bogstavs-bonusfelterne.

Tip #4: Lær ordene på to bogstaver udenad

Ord på to bogstaver er i sandhed dine venner. Med disse ord får du mange flere muligheder for at kunne lægge ord i flere retninger udfra de allerede lagte ord.

Hvis du ikke tror mig – så læs det næste tip.

Tip #5: Byg langs de lagte ord

Lad være med altid bare at bygge ud fra et ord, eller lægge noget i forlængelse af ord. Ofte giver det flere point at tænke i at lave ord langs de lagte ord.

På den måde vil du få point for både det ord du selv lægger – men også alle de tværgående ord, du har lavet ved at lave ord langs allerede lagte ord.

Tip #6: Vær glad for C, X og Z

Alt for mange forsøger blot at komme af med disse bogstaver i stedet for at se det som gode muligheder for at score rigtig mange point.

Hvis du kan lægge et af disse bogstaver på et bonusfelt, så er disse bogstaver langt mere værd end alle de andre. Så måske er det værd at holde på dem til du kan ramme et bonusfelt.

Tip #7: Tænk i flere retninger med bonusfelterne

Når du har muligheden for at lægge et ord på et bonusfelt, kan det være en god ide at se om der er nogen mulighed for at lave et ord i to retninger. Dette vil nemlig betyde at du får point for bonusfeltet i to retninger, og dermed dobbelt så mange point for feltet.

Dette gælder i særdeleshed i kombination med Tip # 6.

Tip #8: Brug E, R, S og T med omtanke

E, R, S og T er de mest anvendte ‘slutbogstaver’ i det danske sprog. Derfor vil der være rigtig mange muligheder i Wordfeud for at lave en endelse på et allerede lagt ord, og så samtidig bruge slutbogstavet til at skrive et ord i den anden retning.

Tip #9: Lad være med at gøre det let for din modstander

Det lyder simpelt, men det er utroligt så ofte jeg oplever at min modstander lægger et ord, der gør det alt for nemt for mig.

Kig på pladen – og lad være med at lægge et ord, der giver din modstander mulighed for at ramme en masse bonusfelter.

Og husk: Hvis du ikke selv kan udnytte en mulighed, så bør du måske obstruere den for din modstander.

Tip #10: Brug din viden om din modstander

Brug de første par ord i spillet til at vurdere niveauet af din modstander. Hvis denne ikke ser de oplagte muligheder for at ramme bonusfelter, så kan du roligt lade disse muligheder stå åbne et par runder, indtil du kan skrive et rigtig godt ord.

Få 50 krydsord til print - helt gratis
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få adgang til hele 50 krydsord - lige til at printe ud og gå i gang med. 

You have Successfully Subscribed!